museumsnyttlogo_554x
KronikkMuseum fatigue - rammer os alle

Museum fatigue – rammer os alle

Ægte museumsekstase hører til sjældenhederne. Men vi kender alle dens modsætning: Museum fatigue.

Udtrykket betegner en ekstraordinært ophidset tilstand, man kan rammes af ved mødet med stor kunst eller anden overjordisk skønhed; pludselig slår hjertet ekstra hurtigt, og det svimler for øjnene. I grelle tilfælde kan det føre til både hallucinationer og besvimelse. Fænomenet har været kendt siden 1800-tallet og kaldes også Florence Syndrome pga. den høje forekomst at tilfælde observeret i 1800-tallets Firenze.

UTENRIKS-KORRESPONDENTEN: Marie Ørstedholm er sjefkurator på M/S Museet for Søfart og ekstern museums- og udstillingsrådgiver. I spalten Utenrikskorrespondenten skriver hun om ting som rører seg i museumsverdenen, nært eller fjernt fra henne selv.

Museumsekstase i den målestok hører til sjældenhederne, men til gengæld kender vi alle dens modsætning: Museumsudmattelse.

Museum Fatigue blev først beskrevet i 1916 og betegner en tilstand af fysisk og mental udmattelse, der rammer enhver, der befinder sig længe nok på et museum.

For nogen først efter mange timer, for andre efter fem minutter. Empiriske undersøgelser viser, at den for de flestes vedkommende så småt sætter ind efter tyve minutter og derefter stiger eksponentielt.

KONCENTRATIONSEVNEN: Twitter-opslag om så almenmenneskelig en museumsoplevelse, at vi måske bare skulle tage konsekvensen af det og lade tekstformidlingen fade ud sideløbende med koncentrationsevnen igennem udstillingen. Ill: Matt Buechele

Museum Fatigue rammer ikke kun, fordi vi overvældes af indtryk og bliver trætte i fødderne. Den rammer også, fordi museumsfolk og udstillingsdesignere generelt ved for lidt om, hvordan og hvorfor folk udmattes undervejs, og hvad man kan gøre aktivt for udsætte udmattelsespunktet – eller helt undgå det. Heldigvis er der siden 1980’erne gennemført talrige undersøgelser af brugeradfærd på museer, og derfor kan alle udstillingsproducenter hurtigt plukke sig en evighedsbuket af gode råd til at modarbejde museumsudmattelsen:

1. Museum fatigue rammer beviseligt hurtigere, når folk udsættes for en høj grad af monotomi. Rækkevis af montrer i ensartet design og firehundrede pilespidser på rad og række kan tage pippet fra selv en arkæolog. Dyrk variation på alle tænkelige sæt: I måden du fortæller på (sprog, toneart, humør, dramatik); I brugen af virkemidler (tekst, genstande, fotos, film, digitale installationer); I designet af udstillingens forskellige hoveddele og rum (skift mellem forskellige stemninger, lys og mørke, farve- og materialeuniverser); I måden publikum engageres på (vi er meget mere end øjne og intellekt, så husk at udfordre folks auditive, rummelige, taktile og sociale intelligens).

2. Undgå information overload. I starten af museumsbesøg læser vi løs og udforsker med stor nysgerrighed. Men snart tappes batterierne for energi, og jo flere informationer vi præsenteres for inden for et begrænset areal, jo hurtigere dør batteriet. Begræns mængden af tekster og skriv dem på en måde, der tager hensyn til både udstillingens narrative og fysiske flow og den helt særlige læsesituation folk befinder sig i på et museum, hvor vi er i konstant bevægelse, i social interaktion med folk omkring os og udsat for konstant distraktion og forstyrrelse. En metode til at skrive letlæste og inkluderende tekster findes eksempelvis i den evigt aktuelle klassiker Smaka på orden: om texter i utställningar af Margereta Ekarv (1991).

R.I.P: Død ved planche. Udstillingstypen ’Bog på væg’ er den sikre vej til museumsudmattelse. Den er det ultimative udtryk for museal ligegyldighed over for publikum. Foto: Marie Ørstedholm

3. Lad publikum vælge selv. De fleste besøgende oplever det som demotiverende og irriterende at blive tvunget ind i en forudbestemt rute gennem udstillingen eller til at opleve en udstilling på en bestemt måde, eksempelvis når al formidling sker gennem en audioguide eller når man skal følge et særligt narrativt spor gennem udstillingen. Folk kan og vil ikke dirigeres, så opgiv på forhånd at tvinge dem. Tænk på udstillingen som et net af små fortællinger, der skal kunne fungere uafhængigt af hinanden, men samtidig sammen skabe større, unikke og mere komplekse fortællinger.

4. Giv folk lov at hvile sig. Er der noget mere generøst end et museum, der sørger for masser af steder at hvile sig og få batteriet tanket op? Brugerundersøgelser viser gang på gang, at muligheden for hvil undervejs i museumsoplevelsen er afgørende for dens kvalitet og varighed. Sørg ikke bare for gode og hyppige siddearealer rundt i huset, men tænk også områder ind i udstillingen, hvor man kan opleve noget sammen, mens man sidder eller ligger ned. Hvilemuligheder forlænger ikke bare koncentrationsevnen, men hele varigheden af museumsbesøget, hvilket har den behagelige bonuseffekt, at flere vælger at benytte museumscafé og andre tilbud i huset.

HVIL DIG: Hvil og leg følges ad i familieområdet DRØMMESKIBET. Er hængekøjerne optaget, kan man også tage sig en lur i sømandskabyssen, på tømmerflåden eller på de store kaffesække i lastrummet. Foto: Maria Dønvang / M/S Museet for Søfart

5. Spioner på publikum. Hvor meget ved I om hvordan jeres besøgende oplever og bruger jeres museum under deres besøg? Hvad der gjorde indtryk på dem, hvor de morede sig, kedede sig, hvor meget de læste og hvor de for vild? I det seneste år er vi på M/S Museet for Søfart begyndt at gennemføre systematiske observationer af vores besøgende i udstillingerne for at komme helt tæt på deres oplevelse – og det er en øjenåbnende øvelse. Vi har lært betydningen af (flere) hvilepladser, af logisk placering af tekster, af grundig vejvisning rundt i huset og meget mere. Så spionér på gæsterne og brug indsigten til at forbedre den samlede museumsoplevelse. Og gentag øvelsen, hver gang I åbner ny udstilling.

Ingen dør af museumsudmattelse. Til gengæld risikerer vi, at publikums lyst til at komme igen dør, hvis ikke vi aktivt forsøger at holde gejsten oppe gennem hele museumsbesøget. Og det starter med at stille sig på de besøgendes side og opleve museet med deres øjne – og krop.


Denne kronikken stod på trykk i Museumsnytt nr. 3. Les andre av Utenrikskorrespondentens artikler, og andre debattartikler.

Likte du denne artikkelen? Del den med en venn og kollega.

Forrige artikkelNødvendig frivillighet
Neste artikkelDigital dårskap
Annonse
Annonser